Nå, det endte alt i alt godt!
På trods af manglende erfaring med udskæringen og begrænset udstyr i køkkenet blev det et rigtig flot og mørt stykke kød!
For at tage den fra begyndelsen:
Jeg gned kødet ind i en 'marinade' af flydende Becel, hakket hvidløg, hakket lavendel og salt.
Og her er det så, jeg må komme med en tilståelse: det begrænsede køkkenudstyr gjaldt også udendørsfaciliteterne - jeg havde desværre ikke adgang til en grill. Den kom derfor på panden. Den blev intervalstegt: Først 1 minut på hver side ved ret høj varme, så af og hvile lidt - dog ikke særligt længe, for jeg var bange for, at fedtstoffet skulle branke. Blandt andet derfor skruede jeg lidt ned for varmen, og den kom på og af ad et par omgange - jeg har faktisk ikke helt styr på hvor mange gange og i hvor lang tid pr. gang. Men, men - resultatet blev ret så fantastisk, hvis jeg selv skal sige det. Se billederne. Jeg er ret imponeret over, at jeg kunne få det så flot uden stegetermometer - men det må være et tilfælde af, at heldet følger de tossede, og at blind høne også finder korn
Stegen blev serveret med kogte nye kartofler vendt med flydende Becel og hakket lavendel, lækkert brød (Il Fornaio Primitivo, købt i Netto) med smør rørt med hvidløg og lavendel, stegte asparges omviklet med lufttørret skinke, kogte majskolber og en dejlig sommersalat bestående af hjertesalat, ristede hasselnødder, bøffelmozzarella, avocado og jordbær.
På trods af det begrænsede udstyr og det begrænsede udvalg af ingredienser (flydende Becel var det fedtstof, der var, og lavendel var faktisk en rigtig lækker ingrediens i det forskellige tilbehør) blev det alt i alt en rigtig lækker sommerferiemiddag, som hele familien nød i fulde drag!