Nogle af jer kan måske huske mit projekt med at langtidsgrille to entrecotes for et par år siden, hvor jeg fik rigtig meget god hjælp herinde: http://www.grillguru.dk/forum/viewtopic.php?t=45979.
Jeg har nu langt om længe fået tiltusket mig en kulgrill - en dejligt stor Dancook. Godt nok har den et par år på bagen, men grillegenskaberne fejler ikke noget!
Da vi fik gæster i går, tænkte jeg, at det var passende at prøve at grille en dyrekølle low'n slow.
Nå, men for at starte ved begyndelsen:
Om formiddagen forberedte jeg slangen i grillen og gned køllen ind i olie og knust hvidløg og barderede den derefter med bacon. Så fik den lige lov til at ligge et par timer til i køleskabet.
I mellemtiden forberedte jeg en del af tilbehøret, så vi ikke skulle stå og gøre det, mens gæsterne var her. Familien var ude, så der var ingen til at forstyrre papa i køkkenet

Der blev kogt kartofler, lavet grillspyd, skyllet salat, viklet bacon om asparges og gjort klar til kage, så den bare skulle lægges sammen, når gæsterne kom.
Grillspydene er penslet med en blanding af æbleeddike og stærk paprika.
Da gæsterne kom, omkring kl. 15, startede vi med søde bobler og en sindssygt lækker og meget sommerlig kage efter følgende opskrift: https://myplaceforcakes.com/jordbaerkage-med-marengs/.
Selvom den ser lidt deform ud (den flød ud i ovnen; note to self: Næste gang skal bundene nok bages i forme), var den præcis lige så lækker - eller måske endda bedre - end den ser ud. Mums!
Grillstarterne blev også tændt, så slangen kunne komme i gang.
Til at starte med lod jeg stegetermometeret sidde ned fra lufthullerne øverst i låget for at holde styr på temperaturen inde i grillen. Den var omkring 100-120C, hvilket jeg egentlig synes var helt som det skulle være.
Da vi nærmede os spisetid, fyrede jeg op for gasgrillen for at grille en håndfuld forskellige pølser fra kødbilen.dk, som jeg skar ud i tykke skiver og serverede med en tandstik i - i disse coronatider. Det var lidt som en lille forret - vi havde i mellemtiden også fået lidt snacks og så'n.
Da køllen havde nået en kernetemperatur på 54C, tog vi den af, og ind i ovnen, som var fyret godt op, for at brune den af. Den fik små 10 minutter, hvilket nok var lidt for længe, da temperaturen på stegetermometeret efterfølgende kom helt op på 59C. Det skal dog siges, at jeg ikke var helt sikker på, at spyddet sad det helt rigtige sted. Jeg ville have foretrækket den mere rød - men jeg synes faktisk, det blev et flot resultat.
Da vi endnu ikke var helt klar til at spise, blev ovnen skruet ned på 55C, hvor den så stod, indtil alt tilbehøret - og vi selv - var klar.
Tilbehøret til maden blev:
- Kogte nye danske kartofler vendt i smeltet smør med hakket persille, hakkede soltørrede tomater, lidt asparges og sesamfrø.
- Grillspyd med grillost, cherrytomater, skiver af squash, champignoner og kogte kartofler
- Grøn salat med mango, ristede nødder, gulerodsstrimler, avocado og mozzarella
- Grillede asparges med bacon omkring
- Brød med hvidløgssmør
Alt i alt en rigtig lækker middag og en dejlig eftermiddag/aften med gode venner!
P.S. Selvom jeg har tilberedt dyrekølle før, er jeg altid i tvivl om, hvordan sådan en skal skæres ud - som det måske også ses på billedet. Forslag og tips modtages meget gerne!
P.P.S. Selvom jeg lukkede spjældet helt til i min Dancook, fortsatte kullene med at brænde, så grillen var efterfølgende varm i meget lang tid. Lidt irriterende, egentlig. Men da jeg tog stegen af, brød jeg slangen, så ikke alle kullene ville blive brugt.