
Spareribs. Kongen over alle grillopskrifter. Man kan simpelthen ikke få bedre smagsoplevelse.
- Og når vores tilbehør så lykkes så godt som det gjorde idag med hjemmelavet Coleslaw-salat, så kan man nærmest høre fuglene synge...
SÅDAN GRILLES DE PERFEKTE SPARERIBS

Meget af hemmeligheden ligger i at skaffe nogle ordentlige ben. Kamben er en god ide, og det gør absolut heller ikke noget at slagteren har ladet noget kød sidde tilbage

De bliver tit griske i sommer-halvåret, men heldigvis findes der også slagtere der lader kødet sidde.
Som nu her. Vores ben har kostet 39,- pr. 1/2 kg. De vejede 1 kg stykket. Men 2 voksne mennesker kunne kun spise 1 1/2 ben tilsammen. Men de var også meget kødfyldte.

Vend benene om, så kødsiden ligger nederst. Hen over benene ligger der en hinde, som vi ALTID fjerner. Ellers bliver det en sej fornøjelse. Dette er en fejl mange begår.
Den fjernes nemmest med en skruetrækker.

Kan vi ikke hurtigt blive enige om at sådan en fætter ikke skal spises?

Opskriften på spareribs marinaden er meget enkel. Bliv nu ikke skræmt at mængden af ingredienser.
Du skal bruge:
2 store løg
4 spsk. smør eller plantemargarine
1-2 fed hvidløg (Vi bruger 2)
3 dl vand
4 dl ketchup (Beauvais er bedst)
4 spsk. citronsaft
4 spsk. vineddike
4 spsk. Worcestershire sauce
4 spsk. brun farin (med top)
2 tsk. Dijon sennep
1/2 tsk. stødt peber
1/2 tsk. paprika
1/4 tsk. cayenne peber
8-10 “dryp” tabasco
Start med at komme de 4 spsk smør i en gryde og smelt det.

Brun derefter de grovhakkede løg og hvidløget.

Tilsæt ketchup og vandet, og tag derefter gryden af varmen.

Kom derefter alle de andre ingredienser i gryden og rør godt rundt.

Kog derefter marinaden ved mellem varme på komfuret i mindst 20 minutter. Den må ikke buldre-koge, men må omvendt godt boble lidt.

Kom dine spareribs op i et stort fad, og hæld den varme marinade over direkte fra gryden.
Dæk fadet øjeblikkeligt med staniol, og tryk det godt sammen rundt i kanterne af fadet.
Stil det i køleskabet og lad det stå i mindst 5-6 timer. Natten over er også fint.
Husk blot at vende benene engang imellem, og mindst 1 gang.

Byg dig en spareribs-æblecidereddike-forstøver.
Spareribs skal forstøves under grillningen med æblecider eddike. Det giver en vanvittig god smag.
Tag toppen fra en blomsterforstøver og kom den i flasken med æblecider-eddike. Smart, ik?

Tag en skål og kom 2-3 store håndfulde hicory eller andet røg-træ i. Tilsæt vand til kanten, og lad det ligge i mindst 1/2 time.
Hæld vandet fra inden det tages med ud til grillen.

Grillen startes med almindelig indirekte grillning.
Kom en håndfuld hicory på kullene i hver side, og læg låget på.
Luk bundspjældet 50%, og toppen 75%.
Så starter grillen med at være omkring 200 grader, men den falder hurtigt til 140-160 grader.
Det tjekkes ved at stikke stegetermometret ned gennem spjældet i låget.
Hvert 20. minut åbnes låget og dine spareribs sprøjtes med æblecider eddiken.

Efter ca. 2,5 time er dine spareribs færdige.
Er det ikke bare et smukt syn?
Sådan laves Webergurus fabelagtige coleslaw-salat

Coleslaw. Så enkel en opskrift, og så svær at lave selv.
Vi har prøvet mange gange, men det har aldrig lykkes. Og supermarkedets coleslaw er enten for sur eller for sød - eller også smager den bare grimt og kunstigt.
Vi har nu kæmpet os frem til en opskrift der virker. Den består af 2-3 coleslaw opskrifter, som er mikset sammen. Og det virker perfekt.
Du skal bruge:
1 lille hvidkålshoved
4-6 gulerødder
Marinade:
2 spsk. Honning dijonsennep
1 dl æblecidereddike
3 tsk sellerisalt
2 spsk. sukker
1 tsk. Stødt spidskommen
friskkværnet peber
Coleslaw dressing:
2 dl creme fraiche 18%
2½ dl Colemanns ægte mayonaise
salt og peber
sukker efter behag (Vi bruger 3 tsk).

Snit hvidkålen meget fint i ikke alt for store strimler.
Riv gulerødderne groft på rivejernet.

Bland kål og gulerod sammen.

Rør marinaden sammen og tilsæt marinaden til kål og gulerødder.
Lad det trække i min. 30 min. I køleskabet
Vend tit rundt i blandingen.

Rør coleslaw-dressingen sammen af de nævnte ingredienser.
(smagen skal ligge på den søde side)
Lav gerne marinade og dressing dagen før. Det bliver den kun bedre af, men bland den ikke sammen med kålen!!!

Frahæld marinaden fra kålblandingen. Klem marinaden ud af blandingen med fingrene. Ellers bliver den for sur.

Kom kålblandingen i coleslaw dressingen og vend det hel rundt, minutter før serveringen
Pynt med finthakket bredbladet persille.
Det smager ikke mindre end fantastisk. Det er nemt, billigt og ser hamrende godt ud.

Her er dagens menu så.
Det ser simpelt ud, men du bliver stop-mæt.
Og det smager bare så fuglene synger.

Og prøv lige at se kødet. Det er saftigt, og falder næsten selv af benene.
Nøj, dette er altså det allerbedste vi kan fremtrylle på grillen.
Det kan ikke overgås (tro os, vi har forsøgt...).